Alkoholisme og det at være ramt af afhængighed af alkohol er beskrevet i kapitlet ”Lægens synspunkt” i bogen ”Anonyme Alkoholikere”, som blev udgivet første gang i 1939. Det var lægen William D. Silkworth, der blandt andet beskrev det at være ramt af afhængighed af alkohol således:
”Det emne, som beskrives i denne bog, anser jeg for at være af allerstørste vigtighed for alle, der er ramt af afhængighed af alkohol. Denne udtalelse fremsætter jeg efter mange års erfaring som lægefaglig leder af et af de ældste hospitaler i landet, der beskæftiger sig med behandling af alkohol- og stofafhængighed.”
”Vi læger har for længst indset, at en eller anden form for moralsk psykologi var af yderste vigtighed for alkoholikere, men at det indebar problemer, der oversteg vores evner. Vi har vores supermoderne standarder og en videnskabelig tilgang til alt, men måske er vi ikke udstyret godt nok til at anvende de gode energier, der ligger uden for vores videnskabelige felt.”
”Naturligvis bør en alkoholiker befries for sin drikketrang, og dette kræver ofte en særlig behandlingsprocedure, for at de psykologiske foranstaltninger kan få størst mulig effekt. Vi mener, og vi har allerede tidligere påpeget dette, at den effekt, alkohol har på disse kroniske alkoholikere, er udtryk for en allergi; at dette kravfænomen er begrænset til denne type mennesker, og at det aldrig opstår hos den almindelige, mådeholdne nyder af alkohol.
Disse allergiske typer kan aldrig vide sig sikre, når de indtager nogen som helst form for alkohol. Har de først fået skabt denne vane og erfaret, at de intet kan stille op mod den, og har de først mistet deres selvtillid og tilliden til den menneskelige formåen, så tårner problemerne sig op omkring dem. De bliver langt sværere at løse, end nogen af dem havde drømt om.
Det hjælper sjældent at appellere til deres følelser. Det budskab, der kan fange og fastholde disse alkoholikeres opmærksomhed, må have vægt og dybde. I næsten alle tilfælde må deres idealer bygge på en magt, der er større end dem selv, hvis de skal have håb om at genoprette deres liv.
Hvis der er nogen, der mener, at vi psykiatere, som leder et hospital for alkoholikere, på nogen måde virker sentimentale, skulle de prøve at tilbringe nogen tid i frontlinjen; lad dem opleve tragedierne, se de fortvivlede ægtefæller og de små børn. Lad løsningen af disse problemer blive en del af deres hverdag, ja, selv deres søvn. Så vil selv den mest kyniske ikke undre sig over, at vi har budt denne bevægelse velkommen og opmuntret den. Efter mange års erfaring føler vi, at der ikke findes noget, som har ydet større bidrag til genoprettelsen af disse mennesker end den uselviske bevægelse, som nu vokser iblandt dem.
Mennesket drikker i bund og grund, fordi de kan lide den virkning, som alkoholen giver dem. Følelsen er så mystisk, at de, samtidig med at de erkender, at det er skadeligt, efter nogen tid ikke kan se forskel på sandhed og løgn. For dem virker det alkoholiske liv som det eneste normale.
De er rastløse, irritable og utilfredse, medmindre de atter fornemmer den følelse af lettelse og velbehag, som indfinder sig, lige så snart de har indtaget nogle genstande, som de ser andre nyde uden risiko. Når de atter er bukket under for behovet, som så mange gør, og kravfænomenet udvikler sig, gennemløber de velkendte stadier af en druktur og kommer angerfulde ud på den anden side, med dårlig samvittighed og en fast beslutning om aldrig at drikke igen. Dette gentager sig om og om igen, og med mindre den pågældende oplever en total mental forandring, er der meget lidt håb om helbredelse.
Det lyder besynderligt for dem, der ikke kender til det. Vi står med et menneske, som vi troede var fortabt. Han havde så mange problemer, at han havde opgivet håbet om nogensinde at løse dem. Men når den mentale forandring først har fundet sted, oplever han pludselig, at han kan modstå sin trang til alkohol. Det eneste, han er nødt til at gøre, er at følge nogle få, enkle regler.”
”Når jeg har behov for positive tanker, tænker jeg ofte på et andet tilfælde, som blev indlagt af en prominent læge fra New York. Patienten havde stillet sin egen diagnose, og efter at have erklæret sit tilfælde for håbløst havde han gemt sig i en øde beliggende lade, besluttet på at dø.
Han blev reddet af et eftersøgningshold og blev i en elendig forfatning bragt ind til mig. Efter at han var kommet til hægterne, havde vi en snak, hvor han direkte erklærede, at behandlingen var tidsspilde, med mindre jeg kunne garantere, at han for fremtiden ville have viljestyrke nok til at modstå trangen til at drikke. Det var der ingen, der nogen sinde havde kunnet.
Hans alkoholproblem var så komplekst, og hans depression så dyb, at vi mente, at hans eneste håb ville være det, vi dengang kaldte moralsk psykologi, og vi tvivlede på, at selv det ville have nogen effekt. Imidlertid købte han tankerne i denne bog. Han har ikke rørt en dråbe i rigtig mange år. Jeg træffer ham fra tid til anden, og han er det fineste menneske, man kan tænke sig.
Jeg opfordrer indtrængende alle alkoholikere til at læse denne bog. Selv om man i begyndelsen læser med stor modvilje, kan det være, at man fortsætter, og at man ender med at bede.”
