Der findes mere end 450 AA-møder om ugen i Danmark, og AA-møder afholdes typisk en gang om ugen af en gruppe af ædru alkoholikere. I AA har vi en tradition, der siger; at når to eller tre alkoholikere samles til et AA-møde for at dele erfaring, styrke og håb med henblik på at opnå at blive og forblive ædru, så kan de kalde sig for en AA-gruppe, forudsat at de som gruppe ikke har noget andet tilhørsforhold.
I AA’s landsdækkende mødeliste, som du finder ved at klikke på billedet herunder, kan du blandt andet sortere på by, ugedag, særlige mødesærpræg samt finde online AA-møder. Den eneste betingelse for at møde op til et AA-møde er, at du har et ønske om at holde op med at drikke alkohol.
Ordforklaring til AA’s landsdækkende mødeliste
Lukket møde betyder, at det kun er mennesker, der har et ønske om at stoppe med at drikke alkohol, der må deltage i AA-mødet. De lukkede AA-møder sikrer dermed anonymiteten for de mennesker, der deltager i dem. Så er du ny og ønsker at finde ud af, om du er alkoholiker eller ej, er du mere end velkommen til at deltage i et lukket AA-møde.
Åbent møde betyder, at det er for både alkoholikere, pårørende, professionelle folk, der arbejder med alkoholikere og andre med interesse for alkoholisme og AA. De åbne AA-møder sikrer dermed, at AA ikke udvikler sig til at blive et slags hemmeligt loge-fællesskab.
Nykommermøde afholdes primært med fokus på nye mennesker med alkoholproblemer, der kommer til deres første AA-møde.
Speak betyder, at et AA-medlem fortæller sin personlige historie om livet som aktiv alkoholiker, om hvad der skete, der gjorde, at AA-medlemmet søgte om hjælp til at løse sit alkoholproblem, og om, hvordan AA-medlemmet opnåede at blive ædru ved hjælp af den løsning, der findes i AA.